På scenen finder jeg ro: Portræt af Mikkel
Dagskolen på Bustrup og opholdsstederne Bustrup, Udsigten og Jupiter sætter hvert år et teaterstykke op. I år øver elever og medarbejde på Bertolt Brechts “Det gode menneske fra Sezuan”, hvor Mikkel spiller rollen som piloten Yang Sun. For mange unge er teater terapi.
En arbejdsløs pilot forsøger at begå selvmord i Sezuan, men bliver reddet af to prostituerede. Den ene er kvinden Shen Te, som også udgiver sig for at være den hårde fætter, tobakshandleren Shui Ta, med alle de forviklinger, som det fører med sig.
– Shen Te bliver lun på piloten, som først opfører sig som et svin, men siden bliver kærlig overfor hende, forklarer 16-årige Mikkel om sin rolle som piloten Yang Sun.
Hører og husker rollen
Mikkel oplever en personlig frihed på scenen og kan godt lide at spille, synge og danse foran mange mennesker.
– Alle de dårlige tanker forsvinder og nye gode tanker kommer ind. Rigtig mange mennesker kan godt give mig svedige hænder, så jeg lige skal puste ud og fokusere. Men når jeg først står inde på scenen, kommer roen og jeg tænker kun på, at det skal lykkes.
Mikkel lærer sig rollen ved at læse den igennem med stykkets instruktør, kunst – og dramalærer Andrea Larsen. Han går derefter på scenen og prøver sig selv af.
– Nu kan jeg huske hele scene tre, men scene fem giver stadig udfordringer med nogle ord, som ikke giver mening for mig. Andrea foreslår, at så skal jeg bare prøve at sige det på en anden måde. Det kan jeg godt, fordi publikum ikke kender teksten i forvejen, beretter Mikkel.
Ind og ud af skoler
Mikkel har det vanskeligt med at gå i skole. Han har været en tur gennem fem, seks folkeskoler og to andre opholdssteder, før han kom til opholdsstedet Bustrup. Her går han i eneklasse, men trækker lidt på det ved spørgsmålet, hvad han synes om at gå i Dagskolen.
– Nu har vi drama og øver teaterstykket, så det bruger jeg mest tid på. Jeg vil gerne en gang med tiden tage niende klasses afgangseksamen og senere gå i lære som tømrer.
Temperamentet giver Mikkel problemer. Han forklarer, at det har flere trin: Han bliver sur, han går amok og kan også gå i sort, hvor han overhovedet ikke kan huske, hvad han har foretaget sig.
– Men det er blevet bedre. Jeg kan stadig godt blive sur og brokke mig, men her på Bustrup er der kun blevet brugt magtanvendelse en gang. Jeg er også blevet bedre til selv at finde på noget, hvis jeg keder mig, og til at gøre rent – jeg skal jo selv bo i det – og hvis jeg får en kæreste engang, ville hun få spat af mit rod, siger Mikkel.
Rejser giver viden
Polen og Marokko. Det er to destinationer, som Mikkel kan krydse af på sin rejseliste.
– På efterårsferien i Polen var det sjoveste at være med til fodboldkamp. Der var gang i den og vi sang under hele kampen. I Marokko boede John og jeg hos en familie, hvor vi spiste, og de viste os rundt i området. Rejserne gav mig både mere viden og en masse kontakter på Instagram, Snapchat og Facebook.

I rollen som Yan Sun. Teater er terapi.

Teater giver mod på livet.
En Journalist Flytter Ind

Vi skaber autentiske relationer
Kerneopgaven for medarbejderne er at skabe autentiske relationer til de unge. Et arbejde, hvor det såkaldt “fælles tredje” er et væsentligt element. “Liv, lyst og lærdom” er også en kerneværdi på Bustrup. – Det er lysten som skal drive værket, siger Anders Svensson, leder på Bustrup.

Bustrup er de unges hjem
Et ord er et ord, og de unge skal vide, at de ansatte står ved, hvad de lover. Det er afdelingsleder Jane Enevoldsens tilgang til arbejdet med anbragte børn og unge på Opholdsstedet Bustrup Hovedgård. Omsorgssvigtede skilsmissebørn får et godt hjem på Opholdsstedet Bustrup.