Eleverne skal have plusser på kontoen
Dagskolen på Bustrup Hovedgård rummer elever, der har oplevet folkeskolen som et nederlag. Eleverne på skolen forpligter sig til at følge et dagsprogram og bliver belønnet, når det lykkes for dem.
Et gennemgående krav til eleverne på Dagskolen er, at de skal følge det ugeprogram, der er blevet lagt for dem. Ugeprogrammet bliver udarbejdet ud fra et årsprogram og hængt op til alles orientering på dørene til klasseværelserne. Programmet bliver også lagt ud på skolens interne digitale planlægningplatform, hvor hele lærerkollegiet har adgang til det.
Målet er, at den enkelte elev skal nå op på 32 timers undervisning. Resultatet kan så blive 27 timer, 9 timer eller 5 timer, men hver uge bliver de tre elever, som har opnået det højeste antal timer belønnet og præmieret for deres indsats.
– Vi belønner eleverne for at motivere dem til at tage flere timer. Vi må også hele tiden sørge for, at de har succesoplevelser og får plusser på kontoen, siger Kirsten Andersson, som er afdelingsleder på dagskolen.
Eleverne bliver fejret
Hver skoledag samles eleverne til en halv times morgenmøde om aktuelle emner, som oftest med relevans for årsprogrammets forskellige temaer, eller med fagligt indhold. Fredag morgen bliver der afholdt en quiz med spørgsmål til emner, der har været oppe i løbet af ugen.
– Spørgsmålene drejer sig om indholdet på samtlige morgenmøder, så alle, også dem som er nået op på knap så mange undervisningstimer, får mulighed for at vinde.
Eleverne bliver fejret, når eksamener er vel gennemført – og når de har fødselsdag.
– Mange af vores børn og unge har aldrig tidligere oplevet at blive fejret på deres fødselsdag. Det skal de opleve her både i skolen og på opholdsstedet. Fødselaren vælger aftenens menu og ønsker sig en gave fra begge steder. Juleaften sørger vi også for, at der er en gave til dem, og når en elev slipper ud af et skadeligt forbrug af rusmidler, bliver det også fejret, nævner Kirsten Andersson.
Både teori og praksis
Skoledagen går fra kl. 8.30 til 15.00. Undervisningen består af både teori og praktiske opgaver, som kan være i mekaniker- eller snedkerværkstedet og i køkkenet eller det kan være praktiske opgaver fra jord til bord i skolens drivhus og grøntsagsbede.
Dagskolens elever deltager også i den landsdækkende Naturens dag i september, hvor eleverne inviterer folkeskoleelever fra oplandet til Bustrup Hovedgård. Arrangementet forløber over to til tre timer, hvor dagskoleeleverne holder oplæg for skolebørnene og sætter dem til at finde navngivne planter, fugle og træer i naturen. Skolebørnene får også tilbud om at fiske i bække og vandløb på Bustrup Hovedgårds marker, tage en tur i svævebanen og bage snobrød over bål.
En Journalist Flytter Ind

Bustrup er de unges hjem
Et ord er et ord, og de unge skal vide, at de ansatte står ved, hvad de lover. Det er afdelingsleder Jane Enevoldsens tilgang til arbejdet med anbragte børn og unge på Opholdsstedet Bustrup Hovedgård. Omsorgssvigtede skilsmissebørn får et godt hjem på Opholdsstedet Bustrup.