Skole og uddannelse
Vi anbefaler Dagskolen på Bustrup.
Vi anbefaler skolegang hos vores nabo, Dagskolen på Bustrup. Her tilbyder vi undervisning og er gode til at motivere eleverne til at tage folkeskolens afgangsprøver.
På dagskolen giver vi dig mulighed for at tage folkeskolens afgangsprøver. Vi har et kreativt ungdomsmiljø med liv, lyst og lærdom.
Målgruppen.
Vi modtager børn og unge mellem 13 og 18, der ikke trives i folkeskolen og har særligt behov for støtte i undervisningen. Det er typisk børn og unge, der har brug for hjælp til at håndtere skolefagene eller har sociale vanskeligheder. Vi underviser flere børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Vi har gode erfaringer med børn og unge med diagnoser som ADHD, og børn og unge, der er sent udviklede eller som er psykisk svage.
Vi modtager dagelever fra opholdssteder og dagelever fra lokalområdet og omkringliggende kommuner.
Elevernes personlighedsmæssige og faglige udvikling.
Der arbejdes med børnene og de unges personlighedsmæssige, sociale og faglige udvikling gennem perspektivplan og udviklingssamtaler.
Tætte forbindelser til samarbejdspartnerne.
Vi lægger op til et tæt samarbejde med relevante samarbejdspartnere.
Skolecentret Bustrup.
Vi har mange års erfaring i at arbejde med børn og unge med særlige behov. Vi er gode til at skabe trygge rammer og opmuntre vores børn og unge til at finde frem til deres positive og stærke sider og giver dem større selvtillid. Vi har kompetente og fagligt stærke voksne med stor kreativitet og indsigt i læringsmetodik. Vi har et bredt socialt liv, hvor fællesskab og gensidig respekt er i højsædet.
Fra Dagskolens alsidige årsprogram:
Hver måned har sin særlige overskrift. Her et udvalg af månedsoverskrifter. Sport og sundhed, mennesker i andre lande, vor fantastiske klode, naturvidenskab i fokus, musik og kunst, bekæmp fattigdom, alverdens kunst og kultur.
Studier, kurser og oplevelser.
Den daglige undervisning tager udgangspunkt i de almindelige skolefag. Det kalder vi studier. Kurserne og oplevelserne tager udgangspunkt i de forskellige måneders overskrifter. Det giver en afvekslende og mangfoldig skoleoplevelse. Vi underviser individuelt og i mindre grupper.
Fra skoleårets højdepunkter.
Skoleåret byder på særlige højdepunkter. Vi har en storslået Olympiade, hvor elever fra mange skoler og opholdssteder dyster i alt fra skak og klatring til fodbold og højdespring. De senere år har vi rejst på en fantastisk studierejse - et år rejste de ældste elever til Malawi i det sydlige Afrika og de yngre til det sydlige Europa. Hvert år sætter vi et teaterstykke op og konkurrerer med andre skoler. Vi har flere år været mellem de bedste. En Nytårskoncert med musik fra alverdens lande er også et af årets kulturelle højdepunkter.
Point og status.
Hver uge slutter med statusmøde, hvor elever og lærere gør op, hvor mange point hver enkelt elev har opnået. Det handler ikke om at være dygtigst, men om at være aktiv og arbejde på at få resultater og få afleveret et godt produkt.
Vi er gode til at finde en løsning.
Vi har mulighed for at hente eleverne på hjemmeadressen. Vi ved godt, at det nogle gange kan være svært overhovedet at komme op om morgenen, når man skal i skole. Måske er der andre spørgsmål, I har brug for hjælp til at få løst.
Dagskolens program.
Vi kortlægger den unges ressourcer og tegner en kompetenceprofil, som danner grundlag for undervisningens indhold, handleplan og uddannelsesplan.
Der foretages løbende prøver og opgaveløsninger for at at evaluere hver enkelt elevs fremgang og indsats og for at justere det forløb, den unge er i gang med.
Fagene fører frem mod Folkeskolens afgangsprøver i en stærk forening mellem teoretiske og praktiske fag, som giver plads til de bogligt svage og giver rigeligt med faglige udfordringer til de, der har ambitioner om en god eksamen.
Der tilbydes undervisning i folkeskolens afgangsfag, og vi fører eleverne til eksamen i samarbejde med Skive Ungdomsskole.
Mulighed for at lave STU aftaler.
Dagskolen har mulighed for at lave aftaler om STU forløb for unge over 16 år.
Driftsoverenskomst.
Skolen har godkendt driftsoverenskomst og desuden samarbejde med PPR og tilsyn fra Skive kommune.