Sagsbehandlere
Til dig, der er sagsbehandler:
Til dig, der står med de sager, der ikke bør vente. Til dig, der ved, at der skal gøres noget drastisk, fordi der ellers er endnu en menneskeskæbne, som glider ud af vores hænder. Til dig, der godt ved, at der undertiden er nødt til at ske en fysisk ændring af bosted og miljø for at give den unge en chance for at ændre uvaner og uholdbare rutiner. Hos os finder du en blanding af erfarne rotter i faget, som sammen med unge ildsjæle er med til at give den forandring, der skal til for at der sker en god udvikling for vores elever.
Til vores fremtidige samarbejdspartnere.
Vi er godkendt som et socialpædagogisk opholdssted. I daglig tale kalder vi os en Småskole. Vi holder meget mere af ordet Småskole - det er en mindre enhed, men ikke bare et sted, hvor man opholder sig - derimod en skole for livet, hvor vi har fokus på udvikling, fællesskab og godt humør. Vores elever er i lære for at klare livet godt. Lærerne og pædagogerne på Småskolen ved, at der skal meget til, for at eleverne når godt i mål. Derfor er opholdsstedet Bustrup smukt og velindrettet, omgivelserne er de flotteste, du kan tænke dig, og programmet giver de bedste muligheder for, at eleverne kommer på nye og meget mere konstruktive tanker. Vi lytter meget til vores elever, søger støtte fra alle kanter, når der er behov og stoler på egne kræfter. Vores elever er outsidere, der ikke har fået en plads i det fine selskab - det er dem, de andre ikke vil lege med. Vi er stolte af vores elever og ved, at de alle sammen bærer kimen til at blive blomsten af den danske ungdom.