Tel: 28195542 • E-mail: anders@bustrup.dk

Sønder Lemvej 3 • 7860 Spøttrup • 28195542anders@bustrup.dk

Vi skaber autentiske relationer


Lysten skal drive værket. Det er en af de grundlæggende værdier for lærer Anders Svensson. Han er skoleleder på Dagskolen på Bustrup og leder af opholdsstederne Bustrup, Udsigten og Jupiter, som tager imod udsatte og sårbare unge


Liv, lyst og lærdom.  Det er sloganet for Dagskolen på Bustrup og opholdsstederne Bustrup, Udsigten og Jupiter. Det vil sige, at lysten skal drive værket, og lærere og pædagoger skal være i stand til at gøre lærdom attraktivt.

– Jo mere eleverne lærer, des mere respekt får de for sig selv – og for andre mennesker. Vi driver en småskole, en mindre enhed, hvor lærerne ikke kun underviser i klasseværelset, men hvor vi også tager ud af skolen og kommer tæt på virkelighedens verden omkring os, beretter skoleleder Anders Svensson.

 

Talentet frem i lyset
Opholdsstederne er for sårbare og udsatte børn og unge fra 13 til 17 år. Med mulighed for efterværn frem til den unge fylder 23 år.

– De ér talentfulde unge mennesker. Deres ressourcer er bare gemt langt inde, og man skal som lærer og pædagog være i stand til at viske de øverste lag væk for at bringe talentet frem i lyset, siger Anders Svensson.

Børn og unge, som er anbragt på opholdsstederne, kan have været udsat for massivt omsorgssvigt. De har i deres korte liv haft ganske svære udfordringer og møder voksne med mistillid.

– Forældrene har gjort, hvad de kunne – ofte med stor omhu – men det er alligevel bare ikke rigtig lykkedes.

 

Gode kæpheste
Kerneopgaven for de ansatte på opholdsstederne er at skabe autentiske relationer til de unge. Et arbejde, hvor det såkaldt “fælles tredje” er et væsentligt element. Det vil sige, at den voksne er nødt til at have en interesse, som han eller hun kan dele med og begejstre den unge for.  At man som lærer eller pædagog brænder for en hobby, det være sig teater, at spille musik, tegne, male, dyrke fitness eller at gå ud i naturen en tidlig morgen og kigge efter rådyr.

– Den voksnes interesse eller hobby er en vigtig indgang i arbejdet med at skabe autentiske relationer til de unge gennem noget udenfor en selv, som man kan være fælles om. Samtidig må man også som voksen tage fat i sig selv og ville noget med det her arbejde, understreger Anders Svensson.

 

Se, lyt og oplev
Lærere og pædagoger på opholdsstederne er uddannet til at lytte, at se, at lægge mærke til og opleve omgivelserne. Nyansatte vil blive trænet i at blive gode til at lægge mærke til omverdenen og til at være nysgerrige. Det skal foregå i løbet af de første tre måneders prøveperiode, hvor den nyansatte er ’føl’ hos en erfaren kollega.

– Man skal kunne lide sit arbejde, og efter tre måneder ved man også selv, om arbejdet er noget for en.

Udover gængs uddannelse deltager de ansatte i kurser og pædagogiske dage, som bliver afholdt af forskellige kursusholdere. Blandt andet i Tvind-pædagogik. En pædagogik, som går ud på at forholde sig til det helt elementære i virkelighedens verden.

– Eleven skal tæt på det, som han eller hun skal lære. Man skal se, opleve og både undre og forundre sig over virkeligheden. Som voksne har vi ofte glemt både at undre og forundre os, men den evne finder vi frem igen sammen med de unge, siger skoleleder Anders Svensson.

 

Rejser tættere på
Fire gange om året drager unge og voksne fra opholdsstederne og Dagskolen på rejse. Ved nytårstid gælder det skiferie, i februar måned ligger den lange tre-ugers studierejse, som kan have Indien, Marokko eller Caribien som destination. Om sommeren går rejsen sydpå og i efteråret er der endnu en rejse.

– Nogle vil måske spørge, hvorfor sådan ”nogle lømler” skal forkæles med op til flere rejser om året til udlandet. Men for os er det en måde at komme tættere på verden omkring os, hvor de unge oplever virkeligheden ved for eksempel at bo hos en lokal familie. Som gruppe har vi oplevelser sammen, som vi bærer med os resten af livet, siger Anders Svensson. Vi ser ikke rejserne som “forkælelse” eller ferier – det er hårdt arbejde at være på studierejse hvor personlige grænser udfordres og hvor man er på udebane. Det er både udmattende og lærerigt.

 

Oplevelser bliver husket
Netop oplevelser er ifølge skolelederen med til at skærpe de unges opmærksomhed og gøre dem bedre i stand til at lære. Hvilket også giver dem nye og bedre muligheder for at træffe deres egne valg i livet.

Gennem oplevelserne bliver de unges interessefelt skabt, og der bliver dannet relationer mellem de unge indbyrdes og til de voksne.

– De fleste af de unge, som bor på opholdsstederne, hader skolen. De forbinder den med fiasko, umulige krav, mobning og alt det, som de har vanskeligt ved at finde ud af, nævner Anders Svensson.

De unge kommer med helt igennem negative forudsætninger, og det er Dagskolen og opholdsstedernes opgave at vende de dårlige erfaringer til gode oplevelser for dermed at sætte de unge i stand til at lære.

 

Processen tager tid
Nye elever på opholdsstederne bliver mødt af de voksne, som gradvist nærmer sig de unge ved eksempelvis at gå en tur sammen. Samtidig bliver der gjort en indsats for at få de unge med i det sociale fællesskab. Ofte er det en kerne af opholdsstedernes allerede fastboende elever, som knytter gode relationer til nye elever – og det betyder meget for arbejdet med at opbygge den enkelte unges selvrespekt. Men det er de voksne, som bestemmer i og sætter rammerne om hverdagen.

– Anbringelser sker ofte alt for sent for de 15 til 17-årige, og allerede som 18-årige skal de kunne klare sig selv, men det er denne type unge slet ikke modne til endnu på det tidspunkt, understreger Anders Svensson.

Han vurderer, at kommunernes økonomi, Barnets reform og kontanthjælpsloftet sætter nogle alt for stramme barrierer op for, hvornår et barn eller en ung kan blive tilbudt hjælp:

– De unge modtager først hjælp, når de er helt ude i tovene. Barnets reform lægger op til den mindst mulige indgribende foranstaltning, hvilket muligvis kan være godt nok. Men vi må tage ansvaret på os for at gribe ind, når det er nødvendigt – mens det endnu er muligt at hjælpe udsatte og sårbare børn og unge for at forhindre, at de enten havner i banderelateret kriminalitet og fængsel, i psykiatrien, som stofmisbrugere eller som hjemløse på gaden, siger skoleleder Anders Svensson.

 

 

Anders Svensson

En Journalist Flytter Ind


Bustrup er de unges hjem

Et ord er et ord, og de unge skal vide, at de ansatte står ved, hvad de lover. Det er afdelingsleder Jane Enevoldsens tilgang til arbejdet med anbragte børn og unge på Opholdsstedet Bustrup Hovedgård. Omsorgssvigtede skilsmissebørn får et godt hjem på Opholdsstedet Bustrup.

Vi lærer de unge at stå på egne ben

På en landejendom omgivet af marker har sårbare og udsatte unge hjemme. Her bliver der taget hånd om dem, og der er altid en voksen parat til en samtale når det hele bliver for svært. Opholdsstedet Udsigten er et hjem for sårbare og udsatte unge.

Plusser på kontoen – de små sikre succeser

Vi belønner eleverne for at motivere dem til at tage flere timer. Vi må også hele tiden sørge for, at de har succesoplevelser og får plusser på kontoen, siger Kirsten Andersson, som er afdelingsleder på dagskolen. På den måde arbejder vi med “de små sikre succeser”.

Elevernes behov er i fokus på Dagskolen på Bustrup

Dagskolen har mange lærerressourcer. Vores styrke er, at vi har fokus på, hvad der er bedst for den enkelte elev, og så gør vi det, siger Kirsten Andersson. Vores opgaver er, at have elevernes behov i fokus.

Teaterrollen giver mig ro

Mikkel oplever en personlig frihed på scenen og kan godt lide at spille, synge og danse foran mange mennesker. Lige nu gælder det rollen som Yan Sun i “Det Gode Menneske Fra Sezuan” af Bertolt Brecht.

En barndom med hash og kriminalitet

Ole er 17 år og har nu boet på opholdsstedet i 10 måneder. Hans forældre blev skilt, da han var seks år gammel, og fra da af gik det fatalt ned ad bakke. Men nu er han godt i gang med at komme på fode igen.

Bustrup værdsat af lokalsamfundet

“Vi er utrolig glade for den indsats, som opholdsstedet Bustrup yder i lokalsamfundet. Det er med til at gøre området attraktivt for folk ude fra” siger Aage Dahl, som kom til Salling for 50 år siden og er tidligere leder af Lem skole og medlem af hovedbestyrelsen for De Radikale.

CVR: 29995583 • Opholdsstedet Bustrup • Sønder Lemvej 3 • 7860 Spøttrup • 28195542 • anders@bustrup.dk

CVR: 29995583 • Opholdsstedet Bustrup • Sønder Lemvej 3 • 7860 Spøttrup • 28195542anders@bustrup.dk